Woops…. så gik ti måneder, og det gik hurtigt, skal jeg lige love for. Lige nu ligger jeg i min dejlige halvandenmandsseng og prøver at glemme, at jeg skal tilbage til en lille bitte seng lige om lidt. Hvor er det utrolig vildt.
Jeg kan huske, da jeg skrev et blogindlæg morgenen før, jeg tog afsted, og hvor forvirret og bange jeg var. Denne her gang er det anderledes. Jeg er mest af alt glad. Glad fordi at jeg har fået love til at opleve et liv herovre i USA. Fordi jeg fik lov at dele det år med en masse fantastiske mennesker, og fordi jeg brugte det år på at udvikle mig og vokse som person. Fordi jeg har lært så meget om mig selv, andre, kulture og algebra. Glad fordi jeg har for mange ting, jeg er taknemmelig for, til at jeg kan liste dem allesammen.
Den sidste uge er blevet brugt på mange fantastiske ting. En dag i skole, afskedsfester, vores graduation-fest, tur til Portland, en varm dag ved poolen, pakken af kufferten, biografture, farveller, rengøring og dybe samtaler.
Og tro det eller ej, men jeg nød hvert sekund... selv rengøring.
I går havde vi en masse mennesker på besøg, og jeg fik sagt farvel til de venner, som ikke kommer med i lufthavnen i dag. Derudover fik jeg hygget med alle de venner, som jeg snart skal skilles fra. Det var mest af alt en dejlig dag. Jeg plejede at være bange for at skulle tilbage til Danmark, fordi jeg ikke vidste om der ville være nogen, som stadig gad mig. Men jeg er kommet over den frygt, og nu forventer jeg mere, at Danmark bliver lidt anti-klimax. I snart to år, har jeg fokuseret utrolig meget på det her år på udveksling, men nu skal jeg til at hjem og videre i mit liv.
Alligevel har jeg ikke den skuffede eller flade følelse, som jeg ellers normalt har, når noget godt er ved at være forbi. Jeg tror mest af alt det er fordi det her år har været så meget for mig, og at jeg ikke kan være skuffet over det er ovre, men i stedet utrolig taknemlig for, at det skete.
Jeg vil da gerne afsløre, at jeg ikke er specielt glad for, at det næsten er ovre. Men på samme tid har jeg heller ikke været specielt trist på det sidste. Jeg er glad, jeg nyder og jeg suger alt til mig, så jeg har nogle dejlige sidste minder fra Oregon.
Som det er lige nu, er jeg ikke lige så spændt på at se familien, som jeg troede, jeg ville være. Men så snakkede jeg med Auntie den anden dag, og hun forslog, at det nok ville gå op for mig i øjeblikket, når jeg ser dem igen. Og som jeg tænkte på det øjeblik, fik jeg tårer i øjnene og en klump i halsen, og det gik op for mig at jeg nok lidt har glemt. Jeg har glemt, hvad det er jeg lige nu undvære- en kæmpe del af mig. En familie som på mange måder fuldender mig.
Jeg tror, jeg har vænnet mig til ikke at have familien, men når jeg så ser dem igen, vil jeg indse, hvor meget jeg har savnet. Hvor stor en forløsning det bliver at se dem igen.
Washington DC… det virker jo næsten som en mindre detalje, imellem alle de her store begivenheder, men jeg glæder mig dog rigtig meget. Jeg tror det bliver så fedt at snakke dansk, men også lidt unaturligt. Overvejer næsten at snakke engelsk i stedet, siden jeg skal undvære det en del, når jeg kommer hjem.
Nu skal jeg da vidst til at ud af sengen og nyde min sidste dag. Vi ses i Danmark den 19.
Kulturforskel of the day: Amerikanere kan få enhver til at føle sig dybt elsket, og det har jeg nydt godt af de sidste 10 måneder.
Tak Amerika og Danmark- mine to hjem
-Anna
