Så kom dagen endelig, hvor jeg skal afsted. Lige nu sidder jeg ved morgenbordet og venter... Ventetiden er lang, men samtidig må den gerne gå endnu langsommere. Jeg kommer virkelig til at savne alle herhjemme. Især min familie. Det virker fuldstændig uvirkeligt og ubærligt, at jeg skal undvære dem i 10 måneder. Men jeg bliver nødt til at tro på, at det også bliver fedt, og at der kommer mindst lige så mange gode tider, som der kommer tidspunkter hvor jeg bare gerne vil være hjemme igen.
Mange tror måske, at nu hvor det er kommet så tæt på, fortryder jeg, at jeg har valgt at tage afsted. Og for at være ærlig troede jeg også selv, at det var sådan, jeg ville have det netop i dag. Men nej! Jeg kan ikke udholde tanken om at skulle savne min familie så meget, men jeg ved også, at denne rejse vil gøre mig så meget stærkere. Jeg må bruge alle de remedier, jeg har fået af mor og far, Explorius og mig selv. Så skal jeg nok klare det.
Lige nu er jeg nok ret forvirret. Og samtidig med at jeg egentlig gerne vil nyde de sidste par timer hjemme, vil jeg også bare gerne skrue tiden 4-5 timer frem, til efter jeg har taget afsked i lufthavnen. For jeg ved, hvor hårdt det bliver, og jeg kan ikke rigtig holde tanken ud lige nu! Men nu må vi se... Det hele skal jo nok gå. Som jeg snakkede med mine forældre om i går, så er der tusindvis af unge, der har gjordt dette før mig, og så kan jeg sgu også klare det ;)
Jeg regner med at skrive når den lange rejse til New York er overstået, og jeg er lidt ovenpå igen. Så er jeg blevet lidt klogere på mig selv, og min reaktion på det hele...
Vi ses, og jeg glæder mig!
-Anna <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar